Jeg hedder Troels Verholt, jeg er 48 år og bor i Roskilde sammen med min kone, vores 17-årige datter og vores hund. Til daglig arbejder jeg med IT i et stort forsikringsfirma. Jeg er en helt almindelig mand, som går på arbejde, ordner ting ved huset, går tur med hunden, spiller golf og handler i den lokale Rema1000.
Når jeg deler min historie om at komme i balance efter flere år med stress, er det med håbet om, at du måske kan se noget nyt, så du også kan komme ud af stress og de medfølgende ubalancer, der kan komme af stress. Dette er ikke en “gør som jeg gjorde, og så får du det garanteret bedre”, men i stedet giver jeg dig mulighed for at se, at der er håb – også for dig. Håb kan gøre utrolige ting, ja nogle siger endda, at det kan flytte bjerge. Selv er jeg kommet 100 % tilbage i balance, selv om jeg, da det så sortest ud, var ved at sige farvel til denne verden.
For at kunne høre noget nyt er du nødt til at lytte, og med lytte mener jeg, at du måske i den korte stund, du læser dette, kan lægge al din viden om mental sundhed, psykologi og diagnoser på hylden. Når du er færdig med at læse, tager du selvfølgelig bare din viden ned fra hylden igen.
Kald det aktiv lytning eller dyb lytning – jeg kan bedst beskrive tilstanden ved følgende eksempel: ”Forestil dig, at du sidder som nummer fire i en præsentationsrunde til et møde, og i stedet for at digte på din egen historie i hovedet, så forsøg at lytte til, hvad de første tre personer før dig fortæller.”
Lad mig starte med at sige, at vejen tilbage i balance er individuel, det betyder, at du skal finde den “ting”, som er hjælpsom for dig. Uanset om det er kognitiv/metakognitiv terapi, mindfulness, gåture i skoven, fiske, ”lykkepiller”, religion, motion, fikse veteranbiler, en spirituel forståelse af sindet eller noget helt andet. Find det, som giver dig ro i hovedet og færre tanker om fortiden og fremtiden, så du kan være i nuet.
Tidslinjen
Min historie om stress startede i 2009, hvor jeg var ansat i et IT-job hos et telefirma. Pludselig fik jeg nogle forfærdelige kvalmeanfald, der var kraftigere og fyldte mere i kroppen, end hvis jeg bare havde spist noget mad, jeg ikke kunne tåle. Jeg gik til lægen og fik taget nogle prøver, men der kom ikke nogen svar ud af det. Efter en uges tid med kvalmeanfald blev jeg indlagt på sygehuset, hvor lægerne undersøgte mig og foretog flere tests. Lægerne fandt dog ikke frem til en forklaring på, hvorfor jeg havde det så dårligt. Det eneste, jeg tog derfra med, var, at jeg ikke fejlede noget farligt eller livstruende. Da de store kvalmeanfald var aftaget, følte jeg mig tvunget til at vende tilbage på arbejde og fortsætte mit liv. Det var dybt frustrerende, for jeg havde stadig rigtig meget ubehag i maven.
Et års tid senere fik jeg igen kvalmeanfald, men denne gang var det meget voldsommere end sidst, og jeg var sygemeldt i tre måneder. Lægerne/sygehuset kunne stadig ikke komme med en forklaring, så jeg begyndte selv at google, og jeg forsøgte alt mellem himmel og jord så som kostændring, motion, vitaminpiller, akupunktur – alt blev prøvet af. Mine venner og familie blev spurgt til råds, og de kom alle med deres bedste anbefalinger og løsningstanker.
Denne cyklus fortsatte i en nedadgående kurve de efterfølgende år, dog med små pauser og lyspunkter, hvor jeg fx skiftede job eller holdt ferie. Kvalmen og ubehaget i maven kom mere og mere på besøg og i forskellige situationer. Jeg brugte en masse tid på at analysere mig frem til årsagen. Jeg fik kvalme i flyveren, til fester, til konferencer, til familiekomsammen, og alle disse blev lagret i hukommelsen, så jeg kunne forsøge at undgå dem i min hverdag. Bare tanken om disse begivenheder kunne frembringe kvalme, ja bare tanken om kvalmen, kunne give mig kvalme.
I 2016 nåede jeg et punkt, hvor kvalmen nærmest var konstant. Jeg isolerede mig fra det meste, min energi var lav, og min lunte var meget kort. Jeg var stadig i dialog med sundhedsvæsnet, og efter en masse opgivende svar fik jeg kontakt med den lægeprofessor i Danmark, som skulle vide mest om mave-/tarmsystemet. Jeg kørte til den anden ende af landet og blev indlagt på hans afdeling, hvor de kørte nogle flere tests. Til sidst kom de til konklusionen, at min mave var blevet lam, at min kvalme var kronisk, og jeg skulle på sondemad resten af livet. Der var ingen kur eller medicin, som kunne ændre det. (Lægerne vidste jo heller ikke dengang, at det hele var stressrelateret).
Da jeg kom hjem fra indlæggelsen, så livet sort ud, og jeg var fyldt med triste tanker. Fortiden viste alle de gode stunder, som jeg aldrig ville opleve igen, og fremtiden kom med forestillinger om et meget trist liv. Min krop sendte konstant kvalmesignaler, jeg sov uregelmæssigt, og jeg var aldrig rigtig vågen, jeg lå i sengen eller sad ved computeren og havde ondt af mig selv. Der var ikke nogen glade følelser, det meste var bare følelsesløst/bedøvet. Tanker om selvmord og om at give op, dukkede op i bevidstheden og føltes virkelig farlige. Min krop rystede, og det føltes, som om en anden havde overtaget min krop, for jeg kunne ikke få den i ro igen.
Jeg gik til lægen for at få hjælp til søvnen. I den forbindelse skulle jeg udfyldte et skema med spørgsmål, og resultatet viste, at jeg havde en depression. For nogle ville den diagnose være det værste, de kunne forestille sig. Men jeg, der ellers var løbet tør for løsninger, tænkte, at depression kan man behandles for, og nu havde jeg noget at arbejde med. Jeg fik fornyet energi og mod på livet.
Jeg startede hos en kognitiv psykolog, der fortalte mig, at depression kommer af stress, og at stress er ”at overforbruge sine mentale ressourcer over en længere periode”. Hun fortalte mig også, at jeg “ruminerede” på mine tanker, altså at jeg tyggede drøv på dem (ligesom en ko). Jeg startede på et kommunalt depressionskursus, kom på stresskursus, startede på mindfulness og deltog på et styrketræningshold. Der blev arbejdet hårdt for at komme af med depressionen, men da den ikke rigtig gik væk, kom jeg i behandling hos en psykiater, der udskrev forskellige piller til mig. Jeg forsøgte for alt i verden at undgå de piller, der havde kvalme som bivirkning, hvilket flertallet desværre havde.
På et tidspunkt stødte jeg på metakognitiv psykologi og læste bøger om det – jeg hæftede mig specielt ved, at der bag på bøgerne stod, at procenten for at komme ud af en mental lidelse var meget højere end ved almindelig kognitiv terapi. Min psykolog blev skiftet ud til en, som arbejdede med metakognitiv psykologi, og jeg arbejdede derefter hårdt med ikke at hoppe på tanketogene (et værktøj i metakognitiv terapi). Selv med alt det arbejde, fik jeg det dog ikke bedre – måske var min stress, angst og depression af en særlig modstandsdygtig slags? Jeg fik i hvert tilfælde ikke de dybe svar, jeg søgte på spørgsmål som:
– Hvorfor havde jeg fået stress?
– Hvorfor var jeg så alene med det?
– Hvad var angst?
– Hvor kom kvalmen fra?
– Hvad var depression?
Alt dette satte kun mit system mere i alarmberedskab. Jeg fik angstanfald, der kunne vare hele dage, jeg havde selvmordstanker, jeg kunne ikke være alene, og kvalmen var så voldsom og vedvarende, at jeg konstant måtte holde mig i bevægelse. (Jeg gik op til 30 km. om dagen). Det kulminerede en nat i juleferien, hvor jeg i et stort angstanfald lå rystende i min seng, og ingen af alle mine ”værktøjer” hjalp. Jeg besluttede mig for at lade mig indlægge på psykiatrisk skadestue, for jeg havde indset, at jeg ikke selv kunne finde løsningen. Her skete den vildeste ting, for da jeg havde taget beslutningen og ringet til skadestuen, så forsvandt mit angstanfald. Det gav ingen mening dengang, men jeg antog det var, fordi jeg havde givet slip, og lod mig falde ned i sikkerhedsnettet.
På skadestuen fik jeg nogle beroligede piller, de tog min barberskraber, og jeg fik et værelse. Jeg var indlagt en uges tid og mødte det sødeste personale, der tit kom ind og fik en snak med mig. Jeg blev udskrevet til egen læge, men var stadig ikke blevet klogere på, hvordan jeg kom videre. Forskellen var nu, at jeg havde fået et sikkerhedsnet (psykiatrisk skadestue), hvis angstanfaldene blev ustyrlige igen. Jeg vendte hjem, googlede igen og analyserede alt, hvad jeg kunne.
Vendepunktet
I min søgen fandt jeg en TED talk om ”The inside-out understanding”, der fortalte om, at vi oplever verden indefra og ud. En simpel måde at forklare det på er cirka sådan her: ”Du og jeg går ned ad gaden, hvor vi møder en hund. Jeg er bange for hunde, så jeg bliver bange og løber væk, imens du er glad for hunde og går hen og klapper den. – Vi møder den samme situation, men har to meget forskellige oplevelser. Derfor kan det ikke være hunden, som giver oplevelsen. Det er den individuelle fortolkning af hunden, der giver oplevelsen. Hunden er neutral.”
Pludseligt fandt jeg et svar, som jeg havde kigget efter længe. Det var ikke IT-jobbet, der havde givet mig stress. Det var mig, som havde givet mig stress. Det var mig, som med mine fortolkninger havde overanstrengt og overforbrugt mine mentale ressourcer, helt uden at jeg havde opdaget det. For jeg kunne ikke se mine fortolkninger, jeg kunne kun mærke dem, efter de blev fortolket. Hele grunden til, at min kollega, der lavede det samme, ikke fik stress, skyldes, at hans fortolkning var anderledes end min.
Så længe mine fortolkninger var, at jeg skulle anstrenge mig for at blive lykkelig, så kæmpede jeg videre. Det kan beskrives med følgende metafor: ”Hvis mit mål i livet er at løbe et maraton, så stopper jeg ikke, selvom min krop gør ondt. For jeg kan sagtens med mine tanker overbevise mig selv om, at jeg skal fortsætte”. Kvalmen var min krops signal til mig om, at jeg skulle stoppe op og tage en pause – hvilket jeg ikke havde gjort. Jeg ville bare have det til at gå væk, så jeg kunne få det godt igen og ellers fortsætte mit liv.
Jeg fandt en psykolog, der arbejdede ud fra 3P (De Tre Principper) forståelsen. Sammen med psykologen begyndte jeg at optrævle alle mine fortolkninger. De var et stort garnnøgle af tanker (tanketråde), som jeg uskyldigt var kommet til at tro på. Jeg havde massevis af tanketråde, hvor ting blev fortolket, så de var farlige og skulle undgås. En af de tanketråde, som jeg tydeligt husker, er denne: Jeg havde på et tidspunkt et stort kvalmeanfald og begyndte vanen tro at analysere for at finde årsagen. Jeg huskede, at jeg havde spist laks et par dage før, og min logik blev, at laksen var skyld i det. Så min plan blev at undgå laks for at undgå kvalmen. Tilfældigvis kom jeg ugen efter til at spise en smule salat, hvor der var laks i, og med det samme fik jeg kvalme. Jeg fuldendte og validerede min egen antagelse om, at det var laksens skyld – og en tanketråd/fortolkning var lavet. Selv tanken om laks kunne give mig kvalme, hjernen kunne ikke kende forskel på om laksen var virkelig eller ej, det blev fortolket ens.
Med min nyopdagede forståelse af, at jeg i mine tanketråde fortolker alting, fik jeg langsomt mere ro i hovedet, og jeg faldt hurtigere til ro, når jeg blev bange for mine egne oplevelser. Jeg forstod, at min oplevelse af verden ikke var solid, og at den kunne ændre sig, fx er laks ikke farlig, det var bare min fortolkning. Jeg så gang på gang, at mine oplevelser blev skabt af mig, af tanketråde, som medførte, at jeg blev mindre og mindre bange for dem.
Med mere ro i hovedet, mindre analyse og færre farlige fortolkninger, der skabte stress og angst, begyndte jeg at komme tilbage i balance. Jeg passede på mine mentale ressourcer, så godt jeg kunne.
Stress, depression, kvalme og selvmordstanker blev en mindre og mindre del af min hverdag, og alle symptomerne ebbede ud. I januar 2019 havde jeg mit sidste lille bitte to-minutters angstanfald, og der har ikke været noget siden.
Din tur
Mit eneste råd til dig er at finde det, som giver dig den ro, du har brug for. Du kan nu tage al din viden ned fra hylden igen og fortsætte, men jeg håber, du måske har hørt noget ”nyt”. Jeg håber, du har fundet lidt håb.
Skriv eller ring endelig, hvis du har spørgsmål.
troels@verholt.dk
30204001