Gennem hele mit liv har min hjerne passet på mig, og den har skabt alle mulige forestillinger om, hvad jeg skulle gøre for at undgå noget, jeg havde frygt for skulle ske/ikke-ske.
Ville jeg blive elsket?
Ville jeg være god nok?
Alle disse forestillinger om fremtiden baseret på erfaringer og lærdom, jeg havde samlet sammen gennem livet og uskyldigt troet på.
Disse forestillinger om, at jeg er hovedpersonen i min egen film og jeg skulle være den rolleperson, der var beskrevet i manuskriptet Jeg var instruktør, producer og forfatter af det hele.
Når virkeligheden og dagligdagen skete og den ikke passede med rollen, så skulle jeg anstrenge mig for at modvirke det – for ellers kom frygt-følelsen, for den var ikke rar og skulle undgås.
Når jeg gik gennem livet, var det ligesom at noget greb fat i min arm og holdte mig tilbage, så jeg begyndte at bekæmpe det for at få det til at slippe. Men jo mere jeg kæmpede – jo mere greb det fat. Jeg bad andre om at hjælpe mig, med at få det til at løsne grebet, men det gav ikke slip.
På et tidspunkt havde så mange ting grebet fat i mig, at jeg stod stille i livet og frygten var konstant.
Så mødte jeg De 3 Principper……
Jeg opdagede, at jeg havde en følelse mere. En følelse blandet af tillid, kærlighed og ro – den er svær at beskrive, men en følelse så dejlig og en følelse, jeg kan huske, jeg havde som et glad barn. En følelse jeg havde savnet og søgt efter hele livet. En følelse jeg ikke kunne mærke, når jeg altid var i frygt.
Nu ved jeg, at alt der griber fat i mig, er min egen hjerne, som hjælpsomt forsøger at passe på mig. Det er bare noget hjerner gør. Det eneste jeg skal gøre for at få det til at slippe grebet, er at give slip. Give slip på at bekæmpe det og bare opdage at det er min egen frygt.
Hvis jeg giver slip – så giver det slip.
Så falder jeg ned i tillid, kærlighed og ro – jeg falder ned i at livet har mig. Jeg kan opdage, at det er frygt og jeg ikke behøver at gøre noget, jeg behøver ikke handle. Jeg må gerne, men jeg behøver ikke.
Når noget griber fat, kan jeg mærke at det ikke føles rart, og det eneste jeg skal gøre, er at give mig en tænkepause. Ikke en pause til at tænke, som jeg plejede. Men istedet en pause fra at tænke.
Vi er alle født med et sikkerhedsnet lavet af kærlighed, og det eneste vi skal gøre er at give slip.
